Uld er Guld

Uld er naturens eget helsemiddel…

Uld skaber varme…

Uld skab ro…

Uld skaber klæder…

Uld er guld – intet mindre…

 

Jueldesign Uld Er Guld
Jueldesign Strik

En opvækst i Uldens tegn

Nu lyder det som om jeg har et helt religiøst forhold til uld og til det kan jeg svare både ja og måske.

Jeg er i hvert fald vokset op med uld, som et must have og et need to have produkt.

Min mormor strikke uldne sokker til hele familien. Sokker af bomuld og nylon var per definition bandlyst i vores hjem. Den form for sokker var ikke til sunde fødder.

Min mormor var af den overbevisning, at sokker af uld gav sunde og veltempererede fødder, uden risiko for svamp, dårligdomme og frem for alt sure tæer. Og jeg måtte jo give hende ret. Så i en alder af 15 år lærte hun mig at strikke sokker til mig selv.

Min gamle morfar led af gigt i arme og skuldre efter et langt og slidsomt liv. Og smertestillende medicin var ganske enkelt fuldkommen udelukket, han nægtede at spise den slags. Så i de perioder hvor hans gigtsmerter var meget slemme blev ”uld stykkerne” fundet frem. Min mormor havde nemlig strikket stykker a la benvarmere, som kunne trækkes op over de gigtplagede arme og skuldre. Dette var før man kunne købe nutidens skønne uldne undertøj til fornuftige priser.

Uldresterne skulle også bruges.

Intet gik til spilde i min mormors håndarbejds-univers. Garnrester blev gemt i en stor kurv som stod i hjørnet af stuen og bugnede med små garnnøgler i mange flotte farver.

Som 4 – 5 årige lærte min mormor mig at hækle. Og det blev starten på min lange karriere med håndarbejde. Kort tid efter begyndte jeg mit første store hækleprojekt – et slumretæppe af restegarn. Og jeg nød det i fulde drag.

Det blev også mit startskud på at forstå bæredygtighed og det man i dag kalder recykling med et fint ord. For i min mormors store restekurv befandt sig også garnnøgler, som var trevlet op fra bluser, sokker og andet strik der ikke kunne passes mere eller som ikke kunne repareres. Dyrt uldgarn gik ikke til spilde, det blev genanvendt.

Slumretæppet i restegarn blev også for mig et stort forskerprojekt ud i farve kombinationer, hvilket har fulgt mig hele livet. Jeg elsker simpelthen at arbejde med farver. Ofte starter mine håndarbejdsprojekter med inspiration fra farver. Farver i de garner jeg har på hylderne eller farver fra vores omgivelser – naturen, landskabet, bybilledet mv.

Fri fantasi strik

Som ung kvinde havde jeg en lang periode, hvor jeg strikkede bluser ud af fri fantasi. Store fluffy vamsede uld bluser i børstet uld i vilde farver. Og det er et felt jeg nu vil til at genbesøge. Mine næste projekter bliver vamsede bluser til børn af lækre restegarner og lækkert varmet Silke Mohair.

En leg med farver og lækkert garn. Og hvor hver en sweater bliver unik – det er lige mig.

Jueldesign Unika Håndstrik
Jueldesign Baby Uld

Børn skal da i uld…

Da jeg fik mine to skønne tvillingepiger, var jeg slet ikke i tvivl. Naturligvis skulle de pakkes ind i uld – naturens eget vidundermiddel.

Minimum 9-10 måneder om året havde de uldundertøj på. Fra 0-2 år lå de på uldne skind i barnevognen. De blev klædet i et uldent sæt bestående af bukser, hættetrøje og tykke uldne sokker når de om vinteren skulle ud at sove i barnevognen. Og de sov! Trygt og godt – og længe.

Om sommeren havde de ofte deres uldne undertøj på og et tyndt uldtæppe over sig i barnevognen.

Jeg er overbevist om at uld skaber ro, balance og tryghed. Ulden søger for at kroppen holder en konstant temperatur uanset vejret. Ulden sørger simpelthen for at kroppen kan slappe af.

Alvorlig syg

I en alder af 17-18 år blev jeg alvorlig syg af Cancer.

Efter mange operationer og lange perioder med efterbehandlinger, blev min krop og psyke efterladt i ruiner. På dette tidspunkt blev man efter endt behandling udskrevet, men man blev ikke tilbudt psykolog hjælp eller anden form for støtte til at komme tilbage til livet.

Men håndarbejdet reddede mig og hjalp mig tilbage til livet. Jeg kan den dag i dag huske, hvordan jeg sad og eksperimenterede med et nyt hækle mønster og forvandlede en masse rester garn til et par puder. Og hvordan disse stunder fyldte mig med glæde og motivation – og lysten til at kaste mig ud i andre projekter.

Efter de mange operationer skulle jeg ligeledes have min venstre arm genoptrænet. Også her reddede håndarbejdet mig. En sød Ergoterapeut hjalp mig igang med at knytte. Og det optog mig så meget, at jeg fuldstændig glemte, at jeg ikke kunne bruge min venstre arm. Og vupti havde jeg knyttet et indkøbsnet og min venstre arm var langsomt kommet igang igen.

Livskriser

Senere i mit liv har håndarbejdet reddet mig flere gang og givet mig glæden og lyset i livet tilbage, bl.a i forbindelse med tab og sorg. Og senere i forbindelse med udbrændthed og stress.

Derfor begyndte jeg at interessere mig for håndarbejdets sundhedsfremmende virkninger.

I dag er jeg Certificeret i Craft Psykologi. Dette kombineret med min uddannelse som Stresskonsulent, min HR baggrund og min Coach uddannelse gør mig i stand til at tilbyde kurser, som hjælper alle der er ramt af en livskrise (sygdom, tab, sorg, stress, udbrændthed, spiseforstyrrelser, depression, angst mv.) videre i livet – blot man har lyst til at lege med håndarbejdet.

Læs mere om mine kurser her.

Jueldesign Balance Og Trivsel
Jueldesign Lækkert Uld

Spændinger og hovedpine – det er der råd for.

Jeg har desværre, grundet sygdom, haft mange problemer med spændningshovedpine igennem mit liv. Og når jeg er inde i perioder, hvor det er slemt, så redder ulden mig som oftest.

Jeg har en ulden hovedpude, som jeg stort set ikke kan undvære. Den lindrer smerter og holder min nakke, mit hoved og mine skuldre varme og tempererede.

Og for at undgå at få spændinger, sørger jeg for altid at medbringe et smart uldent sjal, som jeg kan tage over mine skuldre. En trøje kan være for meget og for varm, men et tyndt sjal over skulderen er nok til at jeg føler mig rigtig godt tilpas.

Jeg har sjaler som passer til alle lejligheder og i alle farver. Et alternativ til en trøje/cardigan kan også være en let poncho.

Min egen garderobe er fyldt af uld

Jeg har sjaler i mange farver, tykkelser og størrelser – strikket i uld eller blandinger af uld, Mohair og Silke.

Vinter og sommer bruger jeg sjaler over mine skuldre i stedet for en trøje eller når det er koldt ovenpå en trøje. Når blot mine skuldre og nakke er varm, så fryser jeg stort set ikke.

Jeg bruger sjalet som beklædningsgenstand både indendørs og udendørs. Og når man nu som jeg, er nået til den fase i livet hvor der også kommer svedeture, så er det så dejligt at svøbe sig i et sjal og dermed nemt at skubbe det fra sig når det bliver for varmt.

Sjalet kan med fordel også bruges over en selskabskjole eller sommerkjole. Eller over en skjorte og et par jeans. Et sjal fylder ikke meget over armen eller i tasken. Men selve udtrykket i sjalet kan ’dresse’ dit outfit op eller ned. Og et sjal svøbt på den rigtige måde og i nogle skønne farver, virker for mig lidt mere frisk end en almindelig cardigan.

Når jeg er på rejse, har jeg altid mange sjaler med. Selv i min bil ligger der fast et sjal, hvis jeg lige skulle få brug for det. Især når jeg kører taget af min søde lille Aygo Cabriolet.

Ud over bunker af sjaler og ponchos er min garderobe naturligvis fyldt med uldne cardigans, sweatere, strikkede tørklæder, huer og håndledsvarmere i alle mulige farver og mønstre. 

For ULD er GULD

Jueldeign Farve Inspiration

Hanne Kontakt

Hvad kan jeg hjælpe med?

Skriv dit navn, email og din besked, så vender jeg tilbage hurtigst muligt.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få

20% rabat og fri fragt

Tilbuddet gælder indtil 21. december 2019.
Når du har tilmeldt dig modtager du en email med en rabatkode som du kan anvende i hele perioden.

Ved tilmelding accecpterer du handelsbetingelser, cookiepolitk og persondatapolitik